Jeg faldt straks for Mette

– Jeg havde da hørt lidt om fleksjob, men jeg vidste faktisk ikke ret meget om det, da jeg fik tilsendt noget materiale om fleksjob fra Egedal Kommune, som jeg skulle lægge på portalen EgedalForum, fortæller nyudsprunget iværksætter Pernille Bloch Madsen.

Pernille googlede på ”fleksjob” og faldt over fleksmatch.dk, som er et online mødested/website for ledige fleksjobbere og potentielle arbejdsgivere. Her kan ledige fleksjobbere fra foreløbig seks nordsjællandske kommuner få lagt en profil på af dem selv med foto, profiltekst og video-cv. Virksomhederne kan så i ro og mag tjekke profilerne ud.

– Jeg kiggede på profilerne, og jeg synes, at det var super godt. Jeg kunne i mit eget tempo læse og høre om fleksjobberne med deres egne ord. Og det var noget helt andet, end jeg havde forestillet mig. For selvom det er mennesker, som ikke er arbejdsdygtige på fuld tid, så har de jo masser af ressourcer, siger Pernille.

Fra lægesekretær til professionel netværker
Pernille er 39 år og arbejder som lægesekretær i psykiatrien. Hun er født og opvokset i Stenløse, og på nær et par år har hun altid boet i Egedal Kommune. Pernille bor sammen med sin mand og to drenge i Ølstykke.

– Min yngste søn skulle gå til noget, og da han ikke gad gå til fodbold som sin storebror, søgte jeg forskellige sportsforeninger. Men jeg måtte ind på mange forskellige hjemmesider og facebooksider for at finde de forskellige muligheder. Hvorfor dog ikke samle det hele ét sted, tænkte jeg. 

Pernille er handlingens kvinde, så i juni 2013 startede hun op på fritidsbasis med EgedalForum. Hendes ide er, at EgedalForum skal være samlingspunkt for aktiviteter og informationer for alle, der bor i Egedal Kommune. Det skal være nemt at finde alle de muligheder, som findes i Egedal. Det er alt fra tips og tilbud til udeaktiviteter og foreninger.

Og ideen holdt. Det greb om sig. Pernille blev opdaget af kommunen og bedt om at holde oplæg på et møde om frivillighedsarbejdet.

– Det var fantastisk. De andre bød ind med mange ting, og jeg fik mange kontakter og kom ud til mange mennesker. Det var meget mere arbejde end jeg kunne nå i fritiden, fortæller Pernille og tilføjer:

– Men jeg er også en, der går med livrem og seler, så jeg synes ikke, at jeg havde råd til at ansætte nogen.

Overbevist ved første klik
– På fleksmatch.dk så jeg Mettes profil, og jeg faldt straks for hende. Hun havde skrevet en god profiltekst, hvor man fik en god fornemmelse af personen bag navnet. Jeg tog kontakt til fleksjobambassadør Anne Lund Bækkegård og fik et møde med hende. Hun fortalte, at man kan ansætte en i fleksjob helt ned til få timer om ugen. Det overbeviste mig.

– Sidst på mødet, siger Anne så: Jeg har lige en, der passer perfekt til dig, men jeg har egentlig sagt til hende, at hun har brug for lidt ro. Jeg havde bevidst ikke nævnt Mette for Anne, men så slutter Anne med at sige ”Mette”, fortæller Pernille.

– Vi aftalte et møde, og det var nærmest kærlighed ved første blik, griner Pernille.

Skeptisk men skyklapperne røg
Mette Larsen er 47 år og bosat i Ølstykke sammen med sin familie. Hun var udsat for en trafikulykke for 20 år siden, og har været i fleksjob siden på grund af de mén hun fik.

– Jeg har i mange år arbejdet som sælger inden for tandlægebranchen, og da jeg blev fyret, ville jeg bare ud og finde et nyt job. Og det kunne ikke gå for hurtigt. I min jobsøgning tænkte jeg kun tandlægebranchen, men fleksjobambassadørerne i Egedal fik lært mig at tage skyklapperne af og se nye muligheder, fortæller Mette.

– Vi har et par fleksjobambassadører, som er vildt entusiastiske, så jeg føler mig privilegeret og tog straks imod tilbuddet om at komme på fleksmatch.dk med min profil, selvom jeg nok var lidt skeptisk: Kunne det virkelig skaffe mig job?  

– Da jeg mødte Pernille Bloch Madsen, var kemien der med det samme. Selvom jeg havde tænkt på forhånd: Hvad er det da for et job?

Et perfekt match med stor fleksibilitet
Mette startede i praktik lige efter sommerferien, samtidig med at Pernille gik ned på halv tid i jobbet som lægesekretær for at kunne arbejde i sin virksomhed, EgedalForum.

– Vi svinger godt sammen, Mette er god til at skabe relationer og sælge, mens jeg ikke er så god til det med førstekontakten. Jeg har fundet en, der deler mit værdigrundlag, og det er vigtigt. Samtidig er det altafgørende, at vi fungerer sammen, da arbejdspladsen er i mit private hjem, fortæller Pernille.

– Mette er meget fleksibel, og det er jeg også. Det gavner os begge, så vi kan få job og familieliv til at fungere. Fx så kan Mette udover at ringe til virksomhederne finde på  at opsøge en potentiel kunde, når hun alligevel er i nabolaget. Det kan også være en forretning, som hun nede og handle i, og hvor snakken så udvikler sig naturligt, siger Pernille.

– Det er blevet til både venskab og til en fantastisk arbejdsplads for mig. Jeg føler, at jeg kan bidrage med min sælgererfaring, og så jeg har fx kunnet hjælpe Pernille med firmastrukturen. Det har givet mig ny energi og mod, så nu har jeg selv fundet mit job nr. 2, da Pernille kun har råd til at ansætte mig i 8 timer om ugen, fortæller Mette.

Mettes andet job er hos Greenwell, som blandt andet sælger saunatønder og vildmarksoplevelser.

– Fleksjobordningen er perfekt for en som mig, der har brug for flere forskellige kompetencer. Jeg behøver ikke at satse hele butikken, når jeg udvider og ansætter. Og jeg har allerede kig på en på fleksmatch.dk, som kunne være interessant for mig at ansætte, når jeg får råd, konstaterer stifteren af EgedalForum Pernille Bloch Madsen.